Gennem sin ungdom har Eik Boje Nielsen haft svære depressive perioder, som kulminerede i et alkoholmisbrug. Frirummet, han får ved en løbetur i naturen, har haft stor betydning for, at han i dag er ædru og i trivsel. Ifølge psykologer kan begrebet minoritetsstress forklare en del af årsagen til, at unge transpersoner er overrepræsenterede på mistrivselsstatistikkerne.

Af Lucia Quetzalli Pedersen-Campos

Da Eiks mor åbner døren til hans værelse, finder hun ham siddende på madrassen på gulvet med en vinflaske i hånden.

”Hvorfor lister du op og ned ad trappen?” spørger hun bekymret.

Klokken er 02.30 om natten, og Eiks hoved er tungt. Rummet bærer en skarp lugt af eddike, som kommer fra den skål, Eik har stillet i vindueskarmen for at skjule lugten af cigaretrøg. Sveden pibler ned ad ryggen og får hans oversized skjorte til at klistre. Han sidder forstenet og beruset i det fuldt belyste værelse og stirrer forbavset frem for sig, har svært ved at få munden til at forme en lyd.

”Hvad er det, du har gang i, Eik?” siger moren i en frustreret tone.

”Har du det virkelig så skidt?”

Eik er i chok over at se sin mor pludselig stå der i døråbningen til hans værelse, og han fyldes af følelsen af at være afsløret. Han braser i gråd, og for første gang i lang tid fortæller han sin mor, hvordan han har det.

Halvdelen af unge transpersoner mistrives

En rapport fra 2024 af forskningsinstituttet VIVE viser, at omkring halvdelen af unge transpersoner vurderer sig selv til at have ”lav livstilfredshed”. Når man sammenligner med ikke-LGBT+ unge, er tallet signifikant højere.

SEXUS-rapporten fra 2019 peger ligeledes på, at transpersoner mistrives i højere grad end resten af befolkningen. Her konkluderes det, at knap 25% af transkvinder og 40% af transmænd har haft et behandlingskrævende psykisk problem.

Psykolog og sexolog Marie Erlendsson, der har særlig kendskab til LGBT+- personer, fortæller at konsekvenserne af mistrivslen kan komme til udtryk på forskellig vis:

”Transpersoners mistrivsel kan komme til udtryk ved et f.eks. depressivt eller ængsteligt udtryk. Det kan også komme til udtryk helt fysisk, når der kommer en klient ind, som har søvnproblemer, mavesår eller forhøjet blodtryk,” siger hun.

Marie Erlendsson bruger begrebet internaliseret transfobi til at forklare, hvorfor transpersoner i mistrivsel ofte kan have et negativt selvbillede:

”Internaliseret transfobi betyder, at man godtager samfundets fordomsfulde normer for transpersoner, og vender det indad. Det er med til at skabe tvivl og skam og et negativt selvbillede. Der er nogen, der kan have en tendens til at prøve at dulme de forfærdelige psykiske smerter ved at benytte sig af f.eks. et alkoholmisbrug, ” siger Marie Erlendsson.

Dysfori søger eufori

Lugten af sur, gæret alkohol, der har stået for sig selv, tager Eik Boje Nielsen tilbage til en sløret periode i sit liv med druk og smerte i kollektivet i Århus.

Han føler sig fanget på det lille kvistværelse. I hjørnet ligger der tomme øldåser, og luften er tung af indelukket cigaretrøg. Hans seng, en rød sovesofa, bærer et spraglet lagen fyldt med huller. Tøjbunkerne tårner. Selvom lyset falder blødt ind fra det smalle vindue under skråvæggene, føles værelset mørkt, fortæller han.

”Da jeg begyndte at tænke ’oh fuck, jeg tror, jeg er transkønnet’, var det ikke noget resten af verden skulle vide,” siger han og bliver fjern i blikket.

Efter nogle sekunders stille eftertænksomhed fortsætter han.

”Jeg følte ikke, at jeg kunne være i verden, fordi jeg ikke kunne stå ved, hvem jeg var, og det tog på min mentale energi. Da det var allerværst, kunne jeg sagtens drikke en hel flaske vodka og lidt mere end en sixpack om dagen,” fortæller Eik Boje Nielsen.

Eik Boje Nilsen indser, at han ikke føler sig hjemme, i det køn han er blevet givet ved fødslen, da han i en brandert ser sin figur i spejlet på værelset og ikke kan genkende personen, der kigger tilbage på ham. Han fantaserer om at få et skæg og se ud på en måde, så han kan genkende sit spejlbillede:

”Jeg drak for at få tankerne til at tie stille, men jeg kan huske, at jeg har haft situationer, hvor jeg har drukket og leget med mit kønsudtryk ved at tage noget meget maskulint tøj på. Det blev en måde, jeg kunne være i mig selv på, men også en måde at flygte fra mig selv,” fortæller Eik Boje Nielsen.

Eik drikker alene på værelset og lister rundt på kollektivets gange og isolerer sig selv. Han kan ikke sove om natten. Han prøver at undertrykke sin erkendelse af, at han er en mand.

”Jeg skubbede følelserne længerede ned og drak på det. Jeg følte ikke, at livet havde nogen mening for mig. Hvem skal jeg sige det her til? Hvem vil forstå?” fortæller Eik Boje Nielsen.

Den subtile diskrimination

At transpersoner mistrives mere end resten af befolkningen er veldokumenteret. Forskningen er derimod sparsom, når det kommer til forklare, hvorfor transpersoner mistrives signifikant mere end resten af befolkningen. Lgbtsundhed, sundhed.dk og flere psykologer peger dog på, at begrebet minoritetsstress formentlig kan forklare hvorfor LGBT+ personer, herunder transpersoner, mistrives mere end resten af befolkningen.

Psykolog og forsker i minoritetsstress ved Aarhus Universitet, Iram Khawaja, forklarer at minoritetsstress er en særlig form for stress, som omfatter minoritetsgrupper, såsom LGBT+-personer:

”Begrebet er udviklet til at sætte fokus på de strukturelle forhold, som er knyttet til, at minoritetsgrupper ses som andetgjorte, forkerte, mindre velkomne. Det kobler sig til de samfundsmæssige normer og forforståelser, der gør sig gældende, og det er derfor et begreb, der peger på de strukturelle forhold, der fører til, at man bliver stresset. Minoritetsstress giver en kronisk følelse af stress, der kommer af altid at have antennerne oppe,” siger hun.

Om hvad der konkret kan forårsage minoritetsstress, siger Iram Khawaja:

”Det kan koble sig til voldsomme oplevelser som overgreb og hadtale, men også til de hverdagsagtige små bemærkninger, blikke, nedgørende jokes og kommentarer. De mere subtile former for diskrimination akkumulerer sig og bliver en stressbelastning.”

Riddere og hekse

Eik Boje Nielsen sprang ud som transmand en nervøs sommeraften for ét år siden. Lang tid før har han oplevet, at omverden gennem små kommentarer og blikke har sat spørgsmålstegn ved hans køn og udseende, når han i barndommen har sat håret i en hanekam og shoppet i drengeafdelingen. Det har plantet en usikkerhed i ham:

”Allerede i 5. klasse var der nogen, der sagde til mig, fordi de så på mig, og jeg lignede en dreng: ’Nå, men det er vel ikke, fordi du vil være en dreng eller sådan?’ Det føltes som et angreb. Og så tænkte jeg, at når jeg får den reaktion, vil jeg i hvert fald ikke være en dreng,” siger han.

Så langt tilbage som i børnehaven husker Eik Boje Nielsen en leg med riddere og hekse, som gjorde ham usikker. Pigerne i børnehaven skulle være hekse og koge brændenældesuppe, og drengene skulle være riddere, der legede med sværd.

”Jeg havde egentlig lyst til at sige, ’kan jeg godt være med ovre hos drengene?’ Det var en følelse af usikkerhed om, hvor jeg skulle gå hen? Jeg ville gerne være ridder, men havde heller ikke lyst til at være til besvær.”

Et frirum i botanisk have

Væk fra legepladsen og ind i Botanisk Have i Århus, kan man finde Eik Boje Nielsen løbe en tur. Udover det at få behandling for sit alkoholmisbrug og springe ud som transkønnet, har fysisk aktivitet i form af løb i naturen haft stor betydning for forbedringen af Eik Boje Nielsens mentale helbred.

Psykolog Marie Erlendsson forklarer, at fysisk aktivitet, udover at give et afbræk fra tankemylder, også kan give hendes LGBT+ klienter fysisk styrke, som kan være nødvendig i et kønsskifte:

”Nogle gange kan mine klienter have en følelse af, at hvis de gør sig robuste rent fysisk, så står de stærkere, når de skal igennem de her transitioner, der kræver benhårdt arbejde og mod.”

”Fugle kan dø”

Eik forbedrede sit mentale helbred ved at springe ud, søge hjælp og skabe et frirum i form af løb. Ifølge Nadia Jacobsen, bestyrelsesmedlem for foreningen Transpersoner i Danmark, kræver en generel forbedring af transpersoners mentale helbred strukturelle forandringer fra øverste plan:

“Der er brug for et opbrud med de normer, vi har omkring især køn. Der er f.eks. sket et opbrud med seksualiteten. Men vi har stadig faste kønsnormer i Danmark. Jeg tror, en rigtig stor del af mistrivslen vil fjernes, hvis vi fjerner ideen om, at drenge og piger skal være på en bestemt måde, ” siger hun.

Tilbage i køkkenet i kollektivet hviler Eik Boje Nielsen hånden på den arm, der bærer tatoveringen, der er indgraveret i hans hud til minde om hans svære tid. En fugl med hanekam i oversized skjorte med hænderne roligt plantet i bukselommerne. ”Fugle kan dø”, står der i kursiv:

”Den minder mig, om det jeg har overlevet, og at jeg skal være stolt af, hvem jeg er blevet. Også selvom jeg er faldet mange gange,” siger Eik Boje Nielsen.